Johanne Elisabeth Lützen, A.5

Niels blev gift med Henriette Schrøder, A den 9 apr. 1830. Henriette (datter af Skovrider Jens Petersen Schrøder og Johanne Elisabeth Wagner) blev født den 14 apr. 1808; døde den 22 nov. 1859. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Han gik i Almueskole med tysk Undervisning, men lærte intet, hverken Dansk eller Tysk. Da Børneflokken vokser til derhjemme, maa Jens Peter ud i Verden for selv at tjene sit Brød. "Penge eller Penges Værdi arvede jeg ikke efter mine Forældre, men maaske arvede jeg det, der var bedre".
Han bliver Skytte paa Herregaarden Basnæs ved Skelskør (1801 - 1803), men det er betegnende for, hvor lavt Forstvæsenet dengang stod, at Skytten tillige maatte øve Tjenergerning paa Herregaarden.
Jens Peter var en stræbsom ung Mand, og da han stærkt følte Savnet af Kundskaber (han kunde næppe skrive sit Navn, da han blev Skytte), faar han fat paa nogle danske Forskrifter for selv at lære sig at skrive, ligesom han ogsaa gør Forsøg paa at tilegne sig Begyndelsesgrundene i Læse- og Regnekunsten.
Han kom saa som Skytte og Skovrider til Engestofte (1804 - 1813) hos Godsejer Wichfeld. Som ugift boede han paa Herregaarden; da han siden giftede sig med den derværende Husholderske, Johanne Elisabeth Waldner, blev den senere Godsforvalterbolig bygget til dem.
Han vilde have Godsejeren til at prøve de nymodens Bøgekulturer, men det var ham ikke muligt at faa Penge til at købe Bøgeplanter for; saa "reddede" han nogle i sin Broders Planteskole paa Søholt, nær Maribo Sø, hvor der endnu staar smukke Bøgeskove fra den Tid.

Selv maatte J. P. Schrøder klare sig med en ringe Løn; det var trange Tider under den langvarige Kamp med Englænderne, hvor Skovrideren forøvrigt var blandt de Herregaardsskytter, der blev purret ud paa Laaland i 1807, da man frygtede for engelsk Landgang, og som siden "dækkede" General Castenschiolds Tilbagetog til Smaaøerne efter Nederlaget ved Køge - et Felttog der minder lidt om Slavekrigen i Jylland i 1848.

For at bjærge Livet slog Skovrideren sig paa Hestehandel. Han begyndte smaat med at fodre sin Embedshest godt op og saa sælge den, men denne Bifortjeneste voksede efterhaanden ganske godt. Det blev hans Redningsplanke i de haarde Tider, men var nær bleven hans Ulykke, da der kom lysere Udsigter.
Christianssæde store Skovdistrikt paa 2000 Tdr. Land Skov blev ledig, i den Anledning henvendte han sig til den gamle Statsminister Greve Chr. D Fr. Reventlow.
Den retsindige Greve siger da til ham. "Jeg hører, De handler med Heste? Saa kan De ikke være en ærlig Mand" Da J. P. Schrøder gjorde ham begribeligt, at det var Nøden, der havde drevet ham til at gribe denne sidste Udvej, lod Greven sig berolige.

J. P. Schrøder blev Skovrider ved Christianssæde med Bolig i Skjørringe (1813 - 1853), til han 70 Aar gammel trak sig tilbage til Fordel for sin Søn Anders. Sine sidste Leveaar (1/11 1853 - 20/4 1860) boede han i den tidligere Forpagterbolig til Frihedsminde (Sønnen Peter boede som Forpagter paa Hovedbygningen).
Han led meget i de Aar, men hans Taknemlighed og kærlige Sind voksede med de svære legemlige Lidelser. Han ligger begravet med mange af sine nærmeste i Familiegravstedet paa Skjørringe Kirkegaard.

Som sin Fader gik han med Liv og Sjæl op i Skovdyrkningen. Han sørgede, naar Skovene, som følge af Statsbankerottens Virkninger, paa Grev Ejnar Reventlows Ordre blev hugget til Upligt for at skaffe Penge, men arbejdede ivrig med Nyplantning, saa vidt mulig Bøg, hvor Jordsmonnet var tørt nok dertil.
Der blev gravet Grøfter for at afvande den sumpede Skovbund og anlagt nye Veje.
En af hans største Glæder var at køre Gæster rundt og vise dem Resultaterne af sit Skovarbejde.
Selv skrev han, 71 Aar gammel: Min Gjerning har været mig let, thi den har været mit Livs Lyst."

Det var endnu dengang almindeligt at lade Kreaturer, navnlig Svin, gaa paa Olden i Skovene. Omkring 1830 var der i Christianssæde Skov en Svineflok, som havde drevet om der i flere Aar og efterhaanden var bleven ganske vilde, saa der maatte holdes "Vildsvinejagt" paa dem.
Navnlig var der en gammel Orne med vældige Hugtænder, som de ikke kunde faa Livet af, thi dens Flæskesvær var saa tyk, at Kuglerne sad fast i den uden at volde anden Skade end at gøre Ornen edderspændt rasende. En Dag havde den gamle Skovrider sine to Sønner, Anders og Peter, med ud paa Jagt; de blev posteret med Ryggen mod en stor Tykning, som Dyret skulde forbi.
Da det nærmer sig og stiler lige hen imod Faderen, giver denne Drengene Tegn til, at de ikke maa skyde for ikke at hidse Dyret; han vil have det saa nær paa Livet, at han kan være sikker paa et dræbende Skud.
De staar saa alle tre spændt og lurer, men til sidst kan Peter ikke dy sig, han giver Ild. Dyret blev paa Stedet.

Der fandt hyppig Tyverier Sted i Skovene, saa der i lange Tider maatte holdes omhyggelig Vagt, hvad der ikke var nogen ufarlig Historie. Inden Skovrideren om Aftenen lagde sig til Ro, stillede han i de Dage et ladt Gevær ved Siden af sin Seng.

Paa Grund af hans mangelfulde Skolekundskaber kneb det for ham at føre Skovregnskaberne, der med Aarene blev mere indviklede, saa han maatte overlade det til sine Sønner, navnlig Anders, at udarbejde dem.

Overfor Skovbetjente som i sit Hjem var han streng, men omsorgsfuld og retfærdig. Opdagede han, at det kunde være til Fordel for hans underordnede at faa en anden Tjeneste, tog han intet Hensyn til sit eget Bedste, men var selv den ivrigste for at skaffe dem den attraaede Plads.
Han var opvokset under Rationalismens Indflydelse og synes at have taget Udtryk som: Djævelen gaar omkring som en brølende løve o.l. bogstavelig, og det forargede ham.
Han talte højt og dominerende, og han talte meget og gerne; han bandede som almindeligt i Datiden, og ikke mindst i hans Slægt, men uden at tænke derved. *)

*) Han gik ret almindelig under Navnet "Lyne-Jens" eller "Lyne-Schrøder''.

Han var gudhengiven og meget taknemlig for sin Lod paa Jorden og haabede paa, at hans gode Vilje, Troskab og Pligtopfyldelse skulde blive taget for god af den kærlige Gud i Evigheden.
Hans Børn blev opdraget i streng Lydighed, men han elskede dem, og i Følelsen af sine egne Mangler dér ofrede han alt, hvad han kunde, paa at skaffe dem en Undervisning, der svarede til deres forskellige Evner.
Han kunde fortælle Eventyr og mange Træk fra sin Barndom og Ungdom; han sang Viserne fra Tiden omkring 1800 og Salmerne i Kirken med kraftig Røst.
Adskillige Fyndsprog laa ham let paa Tungen:
Hvad du kan gøre idag, sæt ej op til imorgen.
Det er en daarlig Mus, der kun har eet Hul at krybe i.
Tænk, før du handler.
Vorherre er alle Daarers Formynder, o.lign.

I sin Ligtale over J. P. Schrøders anden Hustru omtalte Sognepræsten "hans faste Retsindighed, sjeldne Virkelyst og store praktiske Dygtighed."
Og hun har i et Brev kort før deres ægteskab tegnet ham som "den kraftfulde, sandhedskjærlige og godmodige Mand."

Jens blev gift med Johanne Elisabeth Wagner. Johanne (datter af Snedkermester Wagner) blev født i 1775; døde den 12 dec. 1832 i Skørringe. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Engestofte har Wagner, Skjørringe Kirkebog Waldner.
Datter af Snedkermester W. i København. Hun døde 57 Aar gammel den 12/12 1832. Hun blev sin Mand en tro og sparsommelig Hustru i de trange Aar, de levede sammen, og hun fødte ham ti Børn. Sognepræst Clausen-Bagge nævner hende som "den værdige", hendes Datter Lene, der trofast plejede hende i en længere Svaghedstid til hendes Død, kalder hende uforglemmelig.

Notater:

Han mistede sin Moder, da han var syv Aar gammel. Uagtet han ikke havde Lyst til det stillesiddende Skolearbejde, blev han dog holdt i Latinskolen alle Klasserne igennem. Men han har været en vanskelig Discipel, der lavede mange Spilopper.

En Dag havde Peter samlet Oldenborrer og puttet dem ind i Buklerne paa Conrektors Paryk. Efterhaanden som der bliver varmt i Klassen i Timens løb, begynder Oldenborrerne at fare ud af Parykken og summe om Conrektors Hovede til stor Forbavselse for Conrektor og endnu større Moro for Disciplene, der hurtig kom under Vejr med, hvor de kom fra.
En anden Gang havde Knægten spændt en Snor ud i Klasseværelset, saa den nærsynede Conrektor faldt over den, da han skulde op paa Katederet.
Da Conrektor beklagede sig overfor Rektor, tog denne ham med ind paa sønnens Kammer; her sad Peter dydig begravet i sine Bøger. "Der kan De selv se, hvor flittig Peter er," erklærede Rektor.
Som Skovrider skal P. Schrøder have sagt: "Naar jeg rider forbi en Skole, rider jeg for en Ulykke alt hvad min Hest kan rende, for jeg kan ikke holde ud at høre paa den Mumlen i Skolen" (indbyrdes Undervisning).

1761 blev Peter Student, men først efter et Aars Tid at have været Lærer fik han Lov at blive Forstelev; maaske er det Svogerskabet med de to Skovridere Wegge, der har vakt Lysten til dette Liv hos ham, og det har rimeligvis været hos Skovrider A. Wegge i Haderslev Amt, han er begyndt som Jagtlærling.
Det var en haard Overgang for Studenten at skulle begynde forfra som "Hundedreng" i Ordets bogstavelige Betydning; den Gang gjaldt det jo mere om at blive en dygtig Jæger end en god Forstmand, saa det første, Peter maatte lære, var at føre et Kobbel Jagthunde.
Her var han i syv Aar, blev derefter Jæger paa et adelige Gods i Jylland i halvandet Aar, saa kgl. Skovfoged i Stenderup (1770 - 1784) og senere i Aabenraa Amt (1784 - 1794), til, han sluttelig blev kgl. Skovrider i Ulfshus under Haderslev Amt (1794 - 1821).

Naar han færdedes i Mark og Skov, havde han ofte sin Søn Jens Peter med, der tidlig selv fik Jagtgevær paa. De jævne sønderjyske Bønder, som mødte Fader og Søn fuldt udrustende, spurgte da ofte: "Men ka' den bæt' Knejt da åsse skyj'?'' "Ja," svarede faderen, "han skyder lige saa godt som jeg." Ofte tilføjede han med et lunt Smil: "Men det er ikke sagt, han rammer lige saa godt."

Da Peter Schrøder 1821 fratraadte sit Embede, tilstod Kongen ham i Naade en Pension paa 400 Rdlr. i Sølv. Han døde uden forudgaaende Sygdom af et Slag 83 Aar gammel paa Tørning Mølle i Hammelev Sogn 13/3 1825. *)

*) Skildringen af Peter Schrøders Liv er delvis bygget over hans egne Optegnelser, som vi har i Afskrift efter en tysk Oversættelse, der slutter saaledes: "Geschrieben In dänischer Sprache von meinem Urgrossvater, Peter Schröder, bald nach 1821, als er über 80 Jahre alt war."
Hadersleben, 8. April 1898. N. A. Schröder.

1767 ~ Lene Andersdatter Andkier, Datter af en kgl. Skolelærer i Vester Vamdrup. Med hende levede han 58 Aar; de fik 7 Sønner og 4 Døtre, hvoraf dog en døde før Faderen.
Sønnerne blev alle Forstmænd, og Døtrene giftede sig næsten alle med Forstmænd.
Med Peter Schrøder vendte Slægten saaledes tilbage til sit Hjemland.

Peter blev gift med Lene Andersdatter Andkier den 25 sep. 1767 i Skrave sogn. Lene (datter af Anders Sørensen Andkier og Anne Cathrine Nisdatter Dall) blev født den 08 okt. 1744 i Vamdrup sogn; døde den 06 jun. 1826 i Hammelev sogn. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Datter af en Kgl. Skolelærer i Vester Vamdrup.

Notater:

Gift:
Viet i svogeren Skovrider Ole Wegges Hus i Skrave sogn.

Kristian blev gift med Dorte Frederiksen f. Scharfs [Gruppeskema] [Familietavle]