Direktør Johannes Peter Schrøder, C.2.7

Notater:

(Berlinske Tidende, fredag den 8. juli 1960)
("70 års dag" jd, C.2.2.2.3.2. d.18/10-2010)

Han siger, at han har haft det godt

Direktør Johs. Peter Schrøder, en københavner fra landet, fylder 70 og priser flid, arbejdslyst, andres tillid og hjemlig lykke.

Vi mødtes en aften i Det kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Dansk Broderskab, der er mere end 600 år gammelt og landets ældste forening.
Som vi sådan sad, fortalte direktør Johs. Peter Schrøder, der længe har været medlem af skydebrødrenes båd fine og fornøjelige laug, at han gik i sit 70. år.
Det ser for resten ingen på ham. Af ydre kunne han ligs så vel være en velholdt 60 årig, denne københavnske håndværksmester og forretningsmand, endnu u–grånet og med markerede træk.
- Vi tales ved til den tid. Det gjorde vi i denne uge, for Johs. Peter Schrøder har fødselsdag i morgen, den 9. juli.
Adskillige kender ham fra hans arbejde og hans ikke ganske få hverv. Men andre skal vide, hvem og hvorfra han er.
Det viste sig, at han havde et helt lille eventyr at fortælle. Historien om drengen, der ville i vej og arbejde sig frem.

Om at dykke ned

Johs. Peter Schrøder er administrende direktør i Aktieselskabet Emanuel Jensen og H. Schumacher, der driver en gammel københavnsk murer- og entreprenørforretning. Selv er han født på Kulgravgård i Sterrede, Rude by, Holsteinborg – Venslev sogn, Flakkebjerg herred.
Hans far hed C.C. Schrøder og var landmand, sparekassekasserer og sognerådsformand. Hans mor var født Lützen.
Efter denne præsentation sagde direktør Schrøder: - Firmaet Emanuel Jensen og H. Schumacher er fra 1891, og grundlæggerne er længst døde. De begyndte i Linnésgade. Vi driver fremdeles entreprenørvirksomheden og har året rundt et par hundrede mand i arbejde, murere, tømrere, smede og deres hjælpere, samt lærlinge.
Arkitekter tegner huse og vi bygger dem, den sag er ligetil.
- Hvad har De bygget?
- Et hav!
- Så må vi dykke ned.
- Vel, vi har bygget, og bygger villaer, boligkomplekser, fabrikker og meget andet. Vi har bygget syv otte kirker, de sidste den protestantiske Hyltebjerg Kirke i Hvidovre og den katolske St. Nikolai, også i Hvidovre.
Hvad har vi ellers bygget? Meget som sagt. Skal jeg sig for hvem?
- Ja, gør det.
- Så kan jeg nævne Nordisk Fjer, Nordisk Kabel, Glud og Marstrand, de store byggerier, men det sidste er så længe siden at er løgn. Vi har også bygget for store mejerier og vi bygger endelig Staunings Hus på Valeursvej i Hellerup, og n – sidst – stod vi for jernbetonarbejdet i Østifternes Kreditforening. Men det bliver vist for meget.
- Det kan være. Men det er rart at høre til en rund fødselsdag, der for mange er deres arbejdedes sidste dag, at en arbejdsglad mand fremdeles har nok at gøre.
- Mange tak!

Hans slægt

- De er fra landet. Nu må de sige hvordan de kom i gang.
- Vi var otte børn hjemme, jeg er den næstyngste. Kulgravgård var på 60-70 tønder land og ejes stadig af Grevskabet Holsteinsborg.
Min far døde allerede i 1012; han havde sukkersyge, og dengang var der ikke meget at stille op med sukkersyge. Min far var født i 1848 på Lolland, og vores familie går på hans side tilbage til 1810. Vi regner Anders Anker Schrøder, der var skovrider, for vores stamfader. Min bedstefar, Peter Jensen Schrøder der døde i år 1900, da han var 86, var forpagter på Frihedsminde på Lolland.
På ,min mors side er der – blandt andre – købmænd og præster. Vi har ført slægten tilbage til Mouritz Lützen, der døde i 1756 som kandestøber og organist i Saxkjøbing. Min morfar hed Palle Christian Lützen og døde i 1879, så ham har ikke kendt. Han var kancelliråd og overinspektør på grevskabet Christianssæde og Pederstrup, samt på baroniet Brahetrolleborg.
- Det var Deres slægt, direktør Schrøder, vi må tilbage til Dem selv.
- Ja, jeg gik altså i skole i Næstved, i realskolen dér og red frem og tilbage på en lille islandsk hest. Det var det nemmeste dengang. Da jeg var 15 kom jeg i lære under Holsteinborg Gods, der havde egne mestre. Jeg lærte tømrerfaget os siden også murer, og jeg har borgerskab i såvel tømrer- som murerfaget.
Men jeg må prøve at gøre en lang historie kort. Fra 1910 var jeg assistent hos Belysningsvæsnets hus i Vognmagergade, derefter var jeg svend hos forskellige mestre. I 1914 og 1915 var jeg i Grønland og byggede en lægebolig og en kirke. I 1917 blev jeg bygningskonstruktør fra Odense og blev kort efter ansat hos Emanuel Jensen & H. Schumacher. De to ældre herre var gode arbejdsgivere og gav mig nok at gøre; siden 1934 har jeg været direktør i firmaet.

Arbejde og flid

- Det er en nydelig karriere.
- Det var pænt af dem. Men er man født på landet, og kan man sit fag, og har man lyst til at arbejde, så går alting meget nemmere. Men vigtigst af alt var det, at firmaets to grundlæggere overdrog mig betroet arbejde og dermed fastslog, at de havde tillid til mig, for uden tillid og tilstrækkeligt meget at gøre og en rimelig selvstændighed slår selv ikke flid til.
- Nej, det er nok rigtigt, og i alt fald god borgerlig tale. Hvad foreslår De ved flid?
Hvad arbejdstid angår, er en sammenligning mellem før og nu umulig, fordi vor tid er en ganske anden end tiden, indtil for bare femog tyve år siden. Derfor lyder det måske mærkeligt, når jeg nu siger, at jeg mange gange har arbejdet i 18 timer, ja jeg faktisk var med døgnet rundt. Ferie var noget ukendt i min ungdom. Men man tog en fridag engang imellem helst om sommeren, og så tog man i skoven med pigen. Det er nu 50 år siden, at min kone og jeg mødtes første gang. Hun var datter af gårdejer Hans Christensen på Amager, der havde ti børn. Sådan flok var almindeligt dengang. Vi giftede os i 1918. Jeg traf min kone da hun var i huset hos doktor Johan Stage i Rude, det var egnens højt elekede læge og gjorde for syge mennesker alt, hvad kunne gøres.

På den grønne gren

- Direktør Schrøder, det er gået Dem vel her i livet.
- Ja, jeg har ingen grund til at klage-
Kommer man kun på den grønne gren ved at arbejde?
- Ja, det tror jeg. Og der er ingen forskel på nutid og fortid. Held kan spille en rolle, men arbejde og lyst og begreb om tingene er det vigtigste.
Alting er anderledes nu, men derover skal man ikke klage, og man skal ikke ønske sig svundne tider tilbage, for dengang havde få det godt; nu har mange det godt. Og det er selvfølgelig bedre.
- Hvad får De tiden til at gå med ud over Deres arbejde?
- Ved siden af? Jeg regner fremdeles mit arbejde for det væsentlige i min tilværelse. Så meget mere som jeg har et godt hjem og en god kone og to drenge som klarer sig selv- Og så har vi fem børnebørn, og hvad det betyder, det ved enhver bedstefar og bedstemor.
- De har mange hverv?
- Den slags følger jo med, så der behøver vi ikke at gå i enkeltheder. Men jeg er medlem af bestyrelsen i Københavns Grundejerforening, og repræsentant i Dansk Arbejdsgiverforening.
Det nytter ikke at De siger, at De ikke ser yngre ud, end De er.
- Hvad ved man om, hvordan man ser ud? Foran spejlet er alle yderst tilfreds med sig selv.

Morgenmand

- Hvordan holder De Dem i form?
- Ved mit arbejde, håber jeg. Men ellers gør jeg morgengymnastik. Der ud over lever jeg som de fleste danske. Jeg kan lide at se andre mennesker, jeg læser en smule, vi går i teateret, og så har jeg have både til mit hus i byen og til vores hus på landet.
- Hvad læser De?
- Jeg læser, hvad folk gør og begynder dagen med Berlinske Tidende. Det har jeg gjort i det sidste halvt hundrede år. Den tidlige morgenavis er en god ting, for jeg er morgenmand, for morgenstund har guld i mund, og guld betyder lykke.
Es.

Johannes blev gift med Ellen Marie Christensen den 08 maj 1918 i Sundby kirke. Ellen (datter af Hans Christian Christensen og Aff Else Bergmann) blev født den 02 feb. 1891 i Amager Sundby; døde den 05 okt. 1987. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Jørgen Franch Schrøder, C.2.7.1 blev født den 05 nov. 1918 i Enghave sogn; døde den 01 mar. 1974; blev begravet i Ordrup kirkegård.
2. Hans Franch Schrøder, C.2.7.2 blev født den 30 jul. 1920 i København, Kristkirken sogn; døde den 12 mar. 1982; blev begravet i Ordrup kirkegård.

Notater:

HISTORIE FRA KULGRAVGÃ…RD
v/ Edel Schrøder C.2.3. udlånt at C.2.3.1.2 Helen Major
(Om en hest og hendes fader (C.2.) på hendes fødegård)

Der var engang en gammel gård på Sjælland, den var cirka ¾ km fra stranden ved Smålandshavet og måske 2 km fra det gamle slot som hed Holsteinborg Slot, med voldgrav endnu fra gamle dage med vand i. Voldgraven var vist nok ældre end selve bygningen og i slotshaven var der mange skønne gamle træer også. Når man gik forbi om sommeren ned til stranden, duftede der så dejligt af lindeblomsterne, at duften hang i næsen længe efter; ja, man kunne sige i mange år. Selvom man var langt borte i udlandet på den anden side af Nordsøen eller helt nede i Nordafrika.
Den gamle gård hed Kulgravgård, og der var der altid godt at være. Haven var stor, og havde flere lysthuse, græsplæner, æbletræer af mange slags, kirsebær, jordbær, solbær, ribs næsten så store som små vindruer.
En blodbøg stod stolt på græsplænen, og mange buske og en lang syren hæk, og roser i et bed udenfor havedøren. Husets herre havde plantet en hvid Frau Karl Drusski, en lyserød Caroline Teslaut og en meget smuk La France rose.
Ude i gården var en stor jernpumpe hvor man have dejlige kolde frisk vand fra, hvornår man ville.
På stor vask dagen, kom vaskekonerne og vaskede tøj i lange baner til hele huset, og børnene var glade når der skulle pumpes vand til vaskekonerne.
Der var også en stor lade bag ved og bagved den fire store poppel træer, store brede nogle hvis blade raslede næsten altid når luften rørte sig.
Der var også hestestalden, kostalden og svinehuset. Svinehuset var, hvad man kunne godt tør sige, var i forhold til resten, meget moderne og ny.
Så, nu kan jeg fortælle om Ulle.
Ulle var en hest som var født på gården og kendte ikke andre, og han var et meget intelligent dyt, men han havde også sin egen mening om hvad og hvortil han skulle køre sine folk til.
Der skulle altid køres til slottet til gudstjeneste.
Riddersalen havde været lavet til den nærmeste kirke og folk i omegnen brugte den som sognekirke.
Men når man ville køre til stranden på skovtur eller badning, måtte man også køre forbi slotskirkens indgang over broen.
Det kunne godt ske når familien var søndagsklædt med salme bøger og i sinde til gudstjeneste, at Ulle havde andre ideer i sit hoved.
Han syntes nok at det var dejligt vejr til en badetur og vendte ved broen og kørte til stranden, lige meget hvor meget han blev råbt til eller noget.
Det kunne også ske at når de var parat til en skov- eller badetur med mad kurve og øl og varm kartoffelsalat i en stor blik dåse viklet om med mange hold aviser for at holde varmen inde, og badetøj med, og slet ikke passede i tøjet til kirkegang, at Ulle syntes bestemt, at nu skulle de ud af vognen i slotsgården, hvor han havde bestemt kørt ind over broen for at nu skulle familien love og prise Vorherre i kirken.
Han så altid glad og sød ud i hans væsen, og sit hesteansigt, at ingen kunne finde det i deres hjerte at skælde ud på ham.
Men så kom der en dag at hans ejer havde pengemangel, og det havde han ofte på grund af at han havde stor gæld fra en bund uheldig periode i hans tidligere liv, og da han var en meget ærlig mand sled han næsten ind til hans død med at betale hans gæld af.
Da han omsider døde i en alder af 64 havde han betalt det hele, og der var 200 kr. til overs.
Så I kan godt forstå, at han var nødt til at sælge Ulle.
Ulle løb rask og glad med vognen til den nye ejers gård flere km væk. Han anede ikke (klog som han var) at han skulle til et nyt hjem. Han blev sat i den nye stald, og fik hø og vand og de lukkede døren fast.
Så kom natten, Ulle tænkte til sig selv, de måtte have glemt mig, jeg vil ikke blive her, her hører jeg ikke til, jeg vil hjem. Men døren var fast lukket, der var ikke andet at gøre, den måtte sparkes op, og det blev den også.
Næste morgen Ulle var stående ude i hans hjem-gård og vrinskede og stampede med hovene i gårdens stene.
Ja, jeg har fået penge for dig, det kan ikke gå an, at du står der og taler sødt til mig, nu skal vi køre igen. Men det samme skete igen med lidt mere mellemrum, fordi Ulle skulle sparke kengre? med endnu mere fast låst udgang. Efter tredje gang sagde husets herre, nu vil jeg give pengene tilbage, jeg kan ikke gøre den slags fortræd til Ulle. Han skal blive hvor han hører hjemme i hans fødested, og det blev han.

(Afskrift dec. 2008 af C.2.2.2.3.)

Carl blev gift med Henriette Christiane Elise Lützen den 19 maj 1876 i Vesterborg kirke. Henriette (datter af Cancelliraad Palle Christian Lützen og Louise Augusta Lützen f. Besser) blev født den 12 feb. 1850 i Pederstrup godsforvalterbolig; døde den 27 jul. 1922. [Gruppeskema] [Familietavle]

Peter blev gift med Christine Caroline Franch den 5 jun. 1844 i Ø. Ulslev kirke. Christine (datter af Johannes Franch og Karen Bacher) blev født den 5 jun. 1822; døde den 6 apr. 1872; blev begravet i Skørringe Lolland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Palle blev gift med Louise Augusta Lützen f. Besser. Louise blev født den 14 jun. 1821; døde den 16 maj 1896. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Han gik i Almueskole med tysk Undervisning, men lærte intet, hverken Dansk eller Tysk. Da Børneflokken vokser til derhjemme, maa Jens Peter ud i Verden for selv at tjene sit Brød. "Penge eller Penges Værdi arvede jeg ikke efter mine Forældre, men maaske arvede jeg det, der var bedre".
Han bliver Skytte paa Herregaarden Basnæs ved Skelskør (1801 - 1803), men det er betegnende for, hvor lavt Forstvæsenet dengang stod, at Skytten tillige maatte øve Tjenergerning paa Herregaarden.
Jens Peter var en stræbsom ung Mand, og da han stærkt følte Savnet af Kundskaber (han kunde næppe skrive sit Navn, da han blev Skytte), faar han fat paa nogle danske Forskrifter for selv at lære sig at skrive, ligesom han ogsaa gør Forsøg paa at tilegne sig Begyndelsesgrundene i Læse- og Regnekunsten.
Han kom saa som Skytte og Skovrider til Engestofte (1804 - 1813) hos Godsejer Wichfeld. Som ugift boede han paa Herregaarden; da han siden giftede sig med den derværende Husholderske, Johanne Elisabeth Waldner, blev den senere Godsforvalterbolig bygget til dem.
Han vilde have Godsejeren til at prøve de nymodens Bøgekulturer, men det var ham ikke muligt at faa Penge til at købe Bøgeplanter for; saa "reddede" han nogle i sin Broders Planteskole paa Søholt, nær Maribo Sø, hvor der endnu staar smukke Bøgeskove fra den Tid.

Selv maatte J. P. Schrøder klare sig med en ringe Løn; det var trange Tider under den langvarige Kamp med Englænderne, hvor Skovrideren forøvrigt var blandt de Herregaardsskytter, der blev purret ud paa Laaland i 1807, da man frygtede for engelsk Landgang, og som siden "dækkede" General Castenschiolds Tilbagetog til Smaaøerne efter Nederlaget ved Køge - et Felttog der minder lidt om Slavekrigen i Jylland i 1848.

For at bjærge Livet slog Skovrideren sig paa Hestehandel. Han begyndte smaat med at fodre sin Embedshest godt op og saa sælge den, men denne Bifortjeneste voksede efterhaanden ganske godt. Det blev hans Redningsplanke i de haarde Tider, men var nær bleven hans Ulykke, da der kom lysere Udsigter.
Christianssæde store Skovdistrikt paa 2000 Tdr. Land Skov blev ledig, i den Anledning henvendte han sig til den gamle Statsminister Greve Chr. D Fr. Reventlow.
Den retsindige Greve siger da til ham. "Jeg hører, De handler med Heste? Saa kan De ikke være en ærlig Mand" Da J. P. Schrøder gjorde ham begribeligt, at det var Nøden, der havde drevet ham til at gribe denne sidste Udvej, lod Greven sig berolige.

J. P. Schrøder blev Skovrider ved Christianssæde med Bolig i Skjørringe (1813 - 1853), til han 70 Aar gammel trak sig tilbage til Fordel for sin Søn Anders. Sine sidste Leveaar (1/11 1853 - 20/4 1860) boede han i den tidligere Forpagterbolig til Frihedsminde (Sønnen Peter boede som Forpagter paa Hovedbygningen).
Han led meget i de Aar, men hans Taknemlighed og kærlige Sind voksede med de svære legemlige Lidelser. Han ligger begravet med mange af sine nærmeste i Familiegravstedet paa Skjørringe Kirkegaard.

Som sin Fader gik han med Liv og Sjæl op i Skovdyrkningen. Han sørgede, naar Skovene, som følge af Statsbankerottens Virkninger, paa Grev Ejnar Reventlows Ordre blev hugget til Upligt for at skaffe Penge, men arbejdede ivrig med Nyplantning, saa vidt mulig Bøg, hvor Jordsmonnet var tørt nok dertil.
Der blev gravet Grøfter for at afvande den sumpede Skovbund og anlagt nye Veje.
En af hans største Glæder var at køre Gæster rundt og vise dem Resultaterne af sit Skovarbejde.
Selv skrev han, 71 Aar gammel: Min Gjerning har været mig let, thi den har været mit Livs Lyst."

Det var endnu dengang almindeligt at lade Kreaturer, navnlig Svin, gaa paa Olden i Skovene. Omkring 1830 var der i Christianssæde Skov en Svineflok, som havde drevet om der i flere Aar og efterhaanden var bleven ganske vilde, saa der maatte holdes "Vildsvinejagt" paa dem.
Navnlig var der en gammel Orne med vældige Hugtænder, som de ikke kunde faa Livet af, thi dens Flæskesvær var saa tyk, at Kuglerne sad fast i den uden at volde anden Skade end at gøre Ornen edderspændt rasende. En Dag havde den gamle Skovrider sine to Sønner, Anders og Peter, med ud paa Jagt; de blev posteret med Ryggen mod en stor Tykning, som Dyret skulde forbi.
Da det nærmer sig og stiler lige hen imod Faderen, giver denne Drengene Tegn til, at de ikke maa skyde for ikke at hidse Dyret; han vil have det saa nær paa Livet, at han kan være sikker paa et dræbende Skud.
De staar saa alle tre spændt og lurer, men til sidst kan Peter ikke dy sig, han giver Ild. Dyret blev paa Stedet.

Der fandt hyppig Tyverier Sted i Skovene, saa der i lange Tider maatte holdes omhyggelig Vagt, hvad der ikke var nogen ufarlig Historie. Inden Skovrideren om Aftenen lagde sig til Ro, stillede han i de Dage et ladt Gevær ved Siden af sin Seng.

Paa Grund af hans mangelfulde Skolekundskaber kneb det for ham at føre Skovregnskaberne, der med Aarene blev mere indviklede, saa han maatte overlade det til sine Sønner, navnlig Anders, at udarbejde dem.

Overfor Skovbetjente som i sit Hjem var han streng, men omsorgsfuld og retfærdig. Opdagede han, at det kunde være til Fordel for hans underordnede at faa en anden Tjeneste, tog han intet Hensyn til sit eget Bedste, men var selv den ivrigste for at skaffe dem den attraaede Plads.
Han var opvokset under Rationalismens Indflydelse og synes at have taget Udtryk som: Djævelen gaar omkring som en brølende løve o.l. bogstavelig, og det forargede ham.
Han talte højt og dominerende, og han talte meget og gerne; han bandede som almindeligt i Datiden, og ikke mindst i hans Slægt, men uden at tænke derved. *)

*) Han gik ret almindelig under Navnet "Lyne-Jens" eller "Lyne-Schrøder''.

Han var gudhengiven og meget taknemlig for sin Lod paa Jorden og haabede paa, at hans gode Vilje, Troskab og Pligtopfyldelse skulde blive taget for god af den kærlige Gud i Evigheden.
Hans Børn blev opdraget i streng Lydighed, men han elskede dem, og i Følelsen af sine egne Mangler dér ofrede han alt, hvad han kunde, paa at skaffe dem en Undervisning, der svarede til deres forskellige Evner.
Han kunde fortælle Eventyr og mange Træk fra sin Barndom og Ungdom; han sang Viserne fra Tiden omkring 1800 og Salmerne i Kirken med kraftig Røst.
Adskillige Fyndsprog laa ham let paa Tungen:
Hvad du kan gøre idag, sæt ej op til imorgen.
Det er en daarlig Mus, der kun har eet Hul at krybe i.
Tænk, før du handler.
Vorherre er alle Daarers Formynder, o.lign.

I sin Ligtale over J. P. Schrøders anden Hustru omtalte Sognepræsten "hans faste Retsindighed, sjeldne Virkelyst og store praktiske Dygtighed."
Og hun har i et Brev kort før deres ægteskab tegnet ham som "den kraftfulde, sandhedskjærlige og godmodige Mand."

Jens blev gift med Johanne Elisabeth Wagner. Johanne (datter af Snedkermester Wagner) blev født i 1775; døde den 12 dec. 1832 i Skørringe. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Engestofte har Wagner, Skjørringe Kirkebog Waldner.
Datter af Snedkermester W. i København. Hun døde 57 Aar gammel den 12/12 1832. Hun blev sin Mand en tro og sparsommelig Hustru i de trange Aar, de levede sammen, og hun fødte ham ti Børn. Sognepræst Clausen-Bagge nævner hende som "den værdige", hendes Datter Lene, der trofast plejede hende i en længere Svaghedstid til hendes Død, kalder hende uforglemmelig.

Johannes blev gift med Karen Bacher. [Gruppeskema] [Familietavle]